Fra Annapolis til St. Martin, 1988 Del 2

I sidste uge delte vi første del af Matko & Francoise’s sejltur fra Annapolis til St. Martin. Hvis du ikke har haft chancen til at læse første del endnu, så læs den venligst inden du fortsætter med del II. Og hvis du gjorde, så er her anden del af historien som inkluderer en smuk og spændende slutning. Lad os hoppe tilbage i Matko’s dagbog.

”…Omkring kl. 5 hører jeg pludselig et højt BOOM!!!

Jeg hopper op på dækket og ser at roll-flocken er blev beskadiget og udrullet (100 m2) som følge af de stærke vinde. Francoise er ved roret og jeg går hele vejen op til frontdækket som er oversvømmet med havvand. Jeg kan ikke gøre andet end at tage flocken ned på dækket eftersom det bliver kastet ud i havet. Jeg er drivende våd!

Det tog mere end to timer at få det ned! Efter det gik jeg til cockpittet for at hvile og få min styrke tilbage, hvilket tog flere timer…

Jeg tager hovedsejlet og sætter “MEZANE” sejlet bagfra. Båden er endelig velbalanceret, hvilket jeg vil sige er fantastisk under disse forhold.

Vi skiftes til at stå ved roret hver 2. til 3. time, alt efter hvad vi har behov for. Navigationen skal overvejes da vores satelitstyrede navigation ikke virker. Amerikanerne forstyrrer Loran pga. Cuba.

Der er ingen sol, så jeg navigere efter hvad vi har sejlet indtil nu og nogle hypotetiske beregninger af strøm og vind.

19 November 1988

Endnu en rolig nat er til ende. Det er altid svært at vågne, men vi støtter og tager os af hinanden. Den mindste omtanke, som at komme med en kop kaffe eller te og en småkage, gør det hele en hel del lettere.

I dag varsler Nagrafax endnu stærkere vind, helt op til 50 knob. Det er allerede en stormfuld dag, så lad os håbe det ikke ender med at blive en cyklon. Vi er i en såkaldt god firkant, som fører os ud af stormens midte.

Om eftermiddagen sørger jeg for at alt er forberedt i tilfælde af stormen, så jeg i ro kan tage en lur. Det vigtigste er at have nok fart på til at båden kan bevare sine manøvreringsevner.

Hvilken lykke! Endelig er solen fremme et øjeblik og jeg springer ud! Jeg får fat i sekstanten og forsøger at lave nogle målinger, imens båden hopper på de 5 meter høje bølger. ”jeg ser den, jeg ser den ikke…”.

Uheldigvis er det svært at foretage målinger under de omstændigheder. Jeg burde gentage processen om tre timers tid for at få mere præcise resultater, men det sker ikke.

Natten nærmer sig og omkring kl. 21 ligger vi mærke til lyset fra en anden båd i horisonten. For at være på den sikre side tænder vi også vores lys. Vi prøver også at kontakte dem på radioen for at bekræfte deres position, men ingen svarer.

20 November 1988

Vi har næsten ikke sovet på grund af stormen. Høje bølger slog konstant indover dækket og vores cockpit. Heldigvis er vejrforholdene en smule bedre nu, det bliver varmere. Under dækket føles alt nu stille og roligt, men for den der er på dækket er forholdene stadigvæk udfordrerne.

21 November 1988

Så er det morgen og det fortsætter som i går. Kun vinden har ændret retning mod vest, stadigvæk kraftig.

Jeg tjekker vejrudsigten. Den siger at vinden langsomt vil lægge sig og fortsætte mod nord. Super! UF!

From Annapolis to St. Martin

22 November 1988

Det er overskyet. Vinden ligger på 30-35 knob. Havet er ikke roligt.

Vi er i godt humør og føler vi har fortjent lidt hygge og et glas vind.

Navigationen fortsætter efter planen.

23 November 1988

Vinden har lagt sig betragteligt. Lige nu er den på omkring 30 knob. Havet er fortsat ret vildt. Vi er fyldt med adrenalin på grund af det hårde arbejde og de søvnløse nætter.

Ifølge mine beregninger burde vi være tæt ved de Caribiske øer. En udfordring mere er på vej. Dette område er kendt for at have enormt mange koralrev og vi kender ikke vores præcise position.

Vores radar bliver forstyrret af det hvirvlende sand og er ikke til nogen hjælp. Jeg må nøjes med en sonar, men i takt med at vi nærmer os Caribien vil havets dybde falde, så jeg overvåger både radaren og sonaren som en høg.

24 November 1988

Tidligt om morgenen ser jeg at himlen klarer op. Selvom bølgerne stadigvæk er høje. Det lader til at radaren og sonaren virker igen!!!

Pludselig er der en stor forandring i bølgerne og der kommer afbrudte signaler ind. Da båden er på toppen af bølgen… Palmer!!! Jeg kan se palmer I horisonten!

Et hurtigt kig på sonaren 60 meter. UF! Jeg ved hvor vi er! Til venstre er øen Barbuda. Selvom vi tvivlede på os selv, var vi hele tiden været på rette vej! Det var radaren der var dårlig til at beregne højden på bølgerne.

Francoise! Hold roret, jeg smutter over til navigationsbordet og udregner vores rute til St. Martin. Jeg hejser vores hovedsejl og sejler med sidevinden. Super Happy!!!

Vi ankom til Philipsburg kl. 16 og lagde for anker. Super glade for at vi endelig var fremme.

Vi passerede 1400NM da vi sejlede igennem Bermuda Trekanten!!!

Slut!

***

Før du går…

Vi er Harba og vi er her for at gøre dit liv nemmere. Vi har udviklet en app der gør det muligt for dig nemt at reservere og betale havnepenge på forskud. Og ved du hvad? Det koster dig ikke en krone.  

Hent Harba App gratis idag: Download i  App Store eller i Google Play – Vi kommer til en havn nær dig!

For mere information, besøg vores website harba.co.

Feel free to comment below.