Aarhus 2018 kite surfer - Harba

Stadig ingen vind, men masser af gode historier

Som en der ikke har forstand på at planlægge enorme kapsejladsstævner, vil jeg foreslå at sejladserne klokken 12 bliver rykket frem til klokken 09. Der var en dejlig frisk og vedholdende brise over havnen i morges, men den fordampede som middagssolen brød frem. På vej til sejlsportscenteret var et godt billede af to sejlerpiger, som klargjorde 49’eren. Det snuppede jeg og lagde på Harbas facebookside.

Det var en dejlig morgen!

Dejlig, ja, men sejladserne er altså svære at få øje på fra land. Her er en virkelig kedelig video på 17 sekunder, der, som det eneste, illustrerer, hvor langt væk jollerne er.

Har du set en mere interessant video, vil jeg foreslå dig at smide den i kommentarboksen på vores facebookopslag.

Inde på Navitas – et kæmpe nybyggeri nær Nørreport i Aarhus, mødtes jeg med Sophie Christensen, som er koordinator for atleter og officials og en hel masse andet. Hun havde meget travlt, men gav frokost. Jeg har jo lovet at afsløre, hvor de 285 laserjoller, som stod klar til sejlerne ved stævnets begyndelse, kommer fra, og det ved hun noget om. Det er et tysk firma, Laser Deutschland, som udlejer jollerne til stævner i hele verden. Når de så er brugt til to stævner, bliver de solgt. Mit håb var til en pris, som kunne gøre det aktuelt for mindre danske sejlklubber at melde sig som købere af de aflagte joller, men til en brugtpris på ca. 40.000kr nøjes vi med at nævne det her.

Til gengæld kunne hun fortælle lidt om Emerging Nations programmet, der forsøger at udbrede sejlsport i lande, som ikke har en lang tradition for den slags. 17 unge fra disse lande (Syd Afrika, Rumænien, Indien, Guatemala, m.fl.) er lige nu i Aarhus og deltager i VM. Mit gæt er, at de skal findes i bunden af tabellerne, men det er heller ikke det, det handler om for dem lige nu. De er blevet introduceret til ”den danske model”, hvor erfaringer er noget man deler, og diæten er noget man tænker over. Det fortalte Sophie mig. Hvis hun får tid, hjælper hun mig nærmere et interview med en af de eksotiske sejlere. Vi får se. Har du for resten en ide til en historie, eller noget du gerne vil have svar på så smid det i kommentarboksen, og så kigger jeg på det.

I Navitas-bygningen ligger kapsejladskontoret. Her hænges der beskeder op på glasvæggen. Nemt og overskueligt – se bare her:

Der hænger klagerne indgivet af sejlerne: ”den og den pumper sejlet”. Nå, men vidste I, at det hedder ”Ooching”, når en sejler sætter sig hårdt ned efter en vending for at skabe lidt ekstra fremdrift i let luft? Heller ikke jeg! Men det er også kun baseret på en enkelt anklage på en glasvæg, så vær forsigtig med at tage det videre.

Dommerne under stævnet ser sådan her ud:

De virker jo meget tilforladelige.

I den anden ende af havnen nød jeg en øl og en burger sidst på dagen, og her væltede det med kajakker og disse nye ståbrædder, som Gud og hver vandmand padler rundt på denne sommer.

Forklar mig gerne i kommentarerne, hvad det er, som gør disse brædder interessante at benytte.

Forresten, Aarhus Universitet har tilsyneladende lidt hårdt under budgetnedskæringer og fundet plads på havnen. :))

Vi skrives i morgen!

***

Vi er Harba – en innovationsdrevet dansk virksomhed som digitaliserer og forbinder verdens lystbådehavne og sejlere. For at gøre lystsejlads til en endnu større fornøjelse har vi lavet HarbaApp, en prisvindende app til sejlere, samt HarbaMaster – et effektivt og intuitivt administrationssystem til lystbådehavne.
Feel free to comment below.