Sailing in Denmark – Part 7: Sønderborg Havn
I denne uge af “På sejltur i Danmark” skal vi forbi en skøn charmerende havn i Jylland. I det sønderjydske finder man byen Sønderborg, der blot ligger 20 minutters kørsel fra den dansk/tyske grænse. Både byen og Sønderborg Havn er fordelt på begge sider af Alssund med den historiske bydel placeret på Als-siden.
Sønderborg Havn er en smuk havn lige i hjertet af Sønderborg. Havnen er strakt ud langs byens centrum tæt på Kong Christian X Bro – men bare rolig, broen går op hver halve time, så snup en is eller to, hvis der lige er lidt ventetid 🙂 Bådene ligger tøjret langs havnen på begge sider af broen, og på den modsatte side kan i sidde og nyde solnedgangen over de gamle farverige huse samt Sønderborg Slot. Sidder du nu og tænker “Jamen jeg bor jo ikke i Sønderborg så, hvordan skal jeg kunne overnatte her?!”? Frygt ej, havnen tilbyder nemlig gæstepladser, og én af dem venter kun på, at i sætter kurs mod Sønderborg 🙂
Hvad kan man lave?
I selve Sønderborg by kan i lave lidt af det hele, og byen har mange spændende steder at opleve. Idag vil vi fortælle lidt om nogle af de aktiviteter som vi synes aller bedst om i denne dejlige by 🙂
Sønderborg Slot
Lige ved Sønderborg Havn kan i ikke undgå at spotte det historiske slot. Slottet blev bygget i det 12. århundrede med det formål at beskytte Sønderjylland fra udefrakommende angreb. Slottet er omringet af en massiv slotsmur, og ligger desuden tæt på stranden. Til at få et indblik i byens historie vil vi bestemt anbefale jer at besøge det gamle Sønderborg Slot.
Alsion Videns- og Kulturcenter
Lige overfor havnen ligger Alsion, der er et Videns- og Kulturcenter i hjertet af Sønderborg. Bygningens arkitektur er ret utrolig, og Alsion rummer både et universitet, en koncertsal og kontorer til forretningsbrug. Hvis i har tiden, bør i tage til en klassisk koncert i Alsion og opleve den fantastiske akustik som rummene byder på. Det er også muligt at besøge bygningen i dagstimerne, hvor i kan nyde en kop kaffe til en flot udsigt – Videns- og kulturcenteret ligger nemlig lige ud til havnefronten mod byen.
Borgen Shoppingcenter
Det nye moderne shoppingcenter ligger en kort gåtur fra både havnen og broen. Centeret har små som store butikker fordelt på tre etager, og på en regnfuld sommerdag, er det helt sikkert en sjov måde at få tiden til at gå på – om ikke andet skulle det være muligt at finde en paraply og få en bid mad i en af de 50 butikker 🙂
Restauranter
Der er mange restauranter både i havneområdet og i centrum af Sønderborg. Uanset om i har lyst til traditionel dansk mad eller mad med et mere internationalt præg – fra det tyske til det argentiske køkken, så skulle det være muligt at finde noget, der passer til jer. Hvis i mere har lyst til en omgang bistro- eller cafémad, så er det også muligt at finde tæt på havnen. Under alle omstændigheder skal i nok blive mætte! 🙂
Sønderborg strand
Kun få meter fra havnen finder i en virkelig smuk strand med dejligt blødt sand og blåt vand. Personligt synes vi, at en af de bedste måder at tilbringe en sommerdag på er en gåtur på stranden, måske tage en dukkert, hvis vejret tillader det, og ellers bare nyde udsigten til havet og bådene der sejler forbi. Lyder det ikke bare lidt fristende? 😉