Finnjollen
”Finnjollen er en hooligan båd, sejlet af gentlemen”, siger Jens Kristian Andersen, som er formand for Dansk Finnjolleklub. Han har fortalt os om, hvorfor vi skal glæde os til at se Finnjollesejlads i verdensklasse i Aarhus i august.
Med andre ord er den relativt tunge singlehand-jolle fysisk og mentalt krævende at sejle, men åbner for mange spændende taktiske dispositioner i konkurrencesejlads. Det skyldes, at en Finn taber meget lidt fart i vendingerne, og derfor kan det betale sig at søge fordel i selv helt små vindspring. Her er jolletypen en interessant modsætning til de mere moderne og lynhurtige foil-både, som har et større farttab under retningsskifter, og derfor kun vender, når det er absolut nødvendigt.
”Man skal have næse for de helt små marginaler, og være klar til mange, hurtige vendinger”, siger Jens Kristian Andersen, når han skal forklare, hvordan man kommer først til topmærket i en finnjolle.
Også på læns kan det være interessant at betragte Finnjollerne, fordi sejlerne med vinden i ryggen både pumper sejlet (hiver det frem og tilbage) og rokker jollen fra side til side for at øge trækket i sejlet, hvilket giver en enorm gevinst i forhold til statisk læns-sejlads. Dette er en interessant video om downwind i en Finnjollen.
I hård vind og bølger er det ekstra hårdt at kaste jollen rundt på denne måde.
Finnjollen er den ældste jolletype, der konkurrerer til VM2018. Svenske Rickard Sarby tegnede jollen i 1949 til deltagelse ved OL i Helsinki tre år senere, og den klassiske jolle har været en del af OL lige siden.
”Stort set alle verdens topsejlere har på et tidspunkt i deres karriere sejlet Finn, da den er en klasse som giver viden om trim, materialeudvikling og krav til fysisk styrke og udholdenhed”, siger Jens Kristian Andersen.
Selve jollens udformning skal være inden for nogle snævre tolerancer, men de er dog ikke mere snævre end at man som sejler kan optimere jollen til ens fysik og sejlteknik. For at sikre så jævn konkurrence som muligt har Finnjollen udviklet en test til måling af vægtfordelingen i jollen. Denne vil blive testet inden sejladserne, da det er her at marginalerne kan findes. Masterne er i dag bygget af kulfiber og den enkelte sejler bruger megen tid og penge på at finde den rigtige hårdhed af masten. Der er regler for hvilke dimensioner en mast skal have, men ingen krav om leverandør. Det samme gælder for sejlene, hvor man frit kan vælge sejlmager, og så længe man overholder klassereglernes dimensioner til sejlet, kan man frit justere dybden og det materiale som sejlet laves af.
Selve sejleren skal, som i andre bådtyper på dette niveau, være toptrænet og gerne veje omkring de 100kg med en så lav fedtprocent som mulig.
Danmark har en stor tradition indenfor Finnsejlads. Danske sejlerlegende, Paul Elvstrøm vandt tre OL-guldmedaljer i træk i Finnjollen fra 1952 – 1960 og to verdensmesterskaber. Lasse Hjortnæs har hentet tre VM-guld til Danmark og Stig Westergaard vandt i 1980’erne VM to gange. Seneste bedste danske finnjollesejler er Jonas Høgh-Christensen, som vandt verdensmesterkabet i 2006 og 2009. og som tog sølv ved VM i 2016. Den regerende verdensmester er svenske Max Salminen.
Det bedste danske bud på en god placering i Aarhus er André Højen Christiansen.
”Hvis han kan hente en kvalificering til OL 2020, er det rigtig flot”, siger Jens Kristian Andersen om den danske sejler.

Finnjollen vejer ca 132kg sejlklar, og har 10,6m2 sejl.
***
Kilde: Wikipedia og Dansk Finjolleklub (Danish Finn Association)