Tag stormen ved hornene – en fortælling fra det Sydkinesiske Hav

Planlægger du en sejltur snart? Book en havneplads, og betale havnepenge, med Harba Appen. Tilgængelig fra App Store og Google Play

Kan du huske Andrew Stephens? For et par uger siden delte han sine tanker om sejlads og hans drøm om at rejse jorden rundt på egen hånd. For nylig faldt vi over Andrew’s spændende video, hvor han er endt i en hård storm i det Sydkinesiske Hav, og vi bad ham derfor om at dele hans oplevelse. Så her er hans historie om det skrækkelige øjeblik og nogen mere generelle tanker om respekten for havet.

Jeg bliver ofte spurgt “Er du ikke bange for at rejse verden rundt alene?”. Uden at tøve svarer jeg altid ”helt bestemt!”. Det overrasker de fleste, da jeg tror de forventer et svar som udviser selvtillid, og forsikrer dem om, at alt er godt, når jeg krydser de store have. Men som de fleste sejlere ved, så er havet ligeglad med din ekspertise og viden, og hun vil ydmyge, selv de mest erfarne sejlere som er af en anden overbevisning.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er bange, hver gang jeg pejler Cascadia’s bov vest mod horisonten. Men frygt er en sund følelse at have, når man rejser i en verden af det ukendte. Der er så mange ting, der kan gå galt, at det næsten er et mirakel, at tingene går som de skal, men vær hvis om at de oftest gør. Der er dog også de dage, hvor noget går galt, og minder dig om at hvad enten du sejler over en sø eller Stillehavet, så er frygt en sund følelse at have i et ellers dejligt tidsfordriv.

I sidste uge havde jeg en af de dage på min enmandssejlads i det Sydkinesiske Hav. Det var på dag 3, cirka 200 mil ud fra Borneo’s kyst at vinden tog til tidligt om morgenen. En dejlig overraskelse da vejrudsigten ellers havde lovet   langsomme 5-10 knob igennem hele passagen. Sidst på morgenen var vindstyrken steget til, hvad jeg går ud fra, var omkring 20 knob, med vindstød af 25; jeg havde reduceret størrelsen på mine sejl, som det gøres i hårdere vinde.

Vi holdt en god kurs og pløjede gennem vandet med friske 6 knob, hvilket er imponerende for en gammel 30 fods fuld-kølet båd. Vindende tog støt til, og ved middagstid havde dét der havde været en dejlig morgen, udviklet sig til en ængstelig og nervøs situation. Og før jeg kunne reagere… Boom! Blev Cascadia ramt på hendes bredside, og rullede voldsomt mod bagbord, så meget at hendes bom dykkede ned i vandet, og alt hvad der engang var sat på plads til styrbord, havde nu fundet sin nye plads på gulvet i kahytten.

Jeg sprang hurtigt om bag roret og ændrede instinktivt Cascadias kurs efter vindretningen. Min eneste tanke var at jeg skulle genvinde kontrollen over Cascadia, i det mindste så længe at jeg kunne tage stilling til hvad der ville være smartest at gøre nu.

Dog hjalp vores nye kurs ikke det store, da vinden hurtigt steg til en hastighed jeg aldrig tidligere havde oplevet. Sejlende med vinden kiggede jeg mig skrækslagen over skulderen hvor en hvid mur kom skrigende imod Cascadias agterstavn. Vinden var så voldsom at vandoverfladen blev revet med og kylet imod Cascadia, så jeg var nødt til at dække mit ansigt med den ene arm og holde fast i roret med den anden. Selvom jeg ” was deeply reefed” var der stadigvæk for meget sejl og jeg kæmpede med haleroret for at holde hende på ret kurs. Kort efter steg vandet så meget at det brød op over agterstavnen på hende. Nogle af bølgerne landede i cockpittet, men sikkert red Cascadia ubesværet over hver bølge og ned i dalen hvor en ny ventede.

På et tidspunkt overgav mit forsejl sig til vinden og jeg ville på ingen måde kunne holde hende på ret kurs med storsejlet alene, så jeg surrede roret fast, rullede resterne af forsejlet sammen og søgte i dækning under det. Med kun storsejlet sat kom hendes bov op imod vinden hvor hun opnåede en ligevægt med de vilde kræfter omkring hende. Og der sad vi. I de næste to timer red vi stormen af, men denne gamle tøs viste sig at være på hjemmebane. Hun rystede alle bølger der slog op på hendes dæk af sig, som var det bare en almindelig dag på vandet.

For mig var det dog en dag hvor jeg fik bekræftet at frygt er en sund følelse at have i et ellers behageligt tidsfordriv.”

Mange tak for at dele din historie med os Andrew og held og lykke med dine fremtidige eventyr! Pas på dig selv!
Læse mere om Andrew på hans blog.

 

***

Psst, før du går…

Vi er Harba og vi er her for at gøre dit liv nemmere. Vi har udviklet en app der gør det muligt for dig nemt at reservere og betale havnepenge på forskud. Og ved du hvad? Det koster dig ikke en krone.  

Hent Harba App gratis idag: Download i App Store eller i Google Play – Vi kommer til en havn nær dig!

For mere information, besøg vores website harba.co.

Feel free to comment below.

Leave a Reply